Kaj Lykke - bramming egnsmuseum

Gå til indhold

Hoved menu:


Kaj Lykke

Kaj Lykke blev født år 1625. Og døde i en ulykke i 1699 nord for Bramming. Han var en af Danmarks rigeste adelsmænd. Han levede et omskifteligt liv. Selv i døden fik han ikke fred. Kaj Lykkes kranie blev fjernet fra hans grav i 1856. Det siges, at han om natten spøger omkring ved Sankt Knuds kirke og Bramming Hovedgård, hvor han leder efter sit hoved. Kraniet mangler i hans grav. Det er ad omveje idag endt på Bramming Egnsmuseum.

Kaj Lykkes Liv

Ungdom
Det startede så godt – Kaj Lykke var født ind i en rig adelsslægt, som søn af den hovedrige Frands Lykke. 16 år gammel blev han sendt på en fem år lang dannelsesrejse gennem Europa, og studerede ved nogle af Europas fineste universiteter. Da han kom hjem i 1645, blev han udnævnt hofjunker for Christian IV og siden forfremmet til kammerjunker. Kongen har måske ikke været tilfreds med ham, i hvert fald blev han afskediget kort før kongens død i 1648. Nogle kilder anfører, at det skyldtes, at Kaj Lykke nægtede at lave udenrigs krigstjeneste.
Efter sin afskedelse blev den unge Kaj Lykke ansat som bestyrer af faderens fynske godser – en opgave han løste godt. Ved faderens død i 1655 arvede han syv godser og mange gårde til en værdi af 400.000 rigsdaler – dengang et svimlende beløb, og Kaj Lykke var en af landets rigeste mænd. Måske var det i virkeligheden årsagen til hans kvindetække, for udseendet skulle han ikke have haft med sig.
Da krigen brød mod Sverige brød ud i 1657, tilbød han et regiment på 1.000 mand for kongen. Han kom dog aldrig i direkte krigshandlinger. Han kunne ikke holde disciplin i sit regiment, som plyndrede på Fyn. Kongen fratog ham i 1658 bestillingen, men som erstatning blev han lensmand på Ålborghus. I 1660 blev han gift med Øllgård Gyllenstierne. De boede på Ålborg Slot, og i deres palæ i København, når de skulle deltage i livet ved kongens hof.

Faldet
I 1656 skrev han det skæbnesvangre brev, som skulle føre til hans fald. Brevet er stilet til Sophie Abelsdatter en tjenestepige på Rantzauholm, og en af hans elskerinder. I brevet omtaler han i nedsættende vendinger, hvordan at dronningen, Sophie Amalie, ligger i med sine lakajer. Kaj Lykke arrangererede et ægteskab mellem Sophie Abelsdatter sin ridefoged på Rantzauholm – Peter Børting. Peter Børting fik af den vej kendskab til brevet. Den 1. maj 1661 afskediger Kaj Lykke ham som ridefoged på grund af store uregelmæssigheder i regnskabsbøgerne. Få måneder efter er Kaj Lykke i landflygtighed. Peter Børting har oplyst kongen om brevet og dets indhold – Kaj Lykke tilstår og indgår et forlig mod at betale en bøde på 100.000 rigsdaler. Da han ikke kan betale bøden flygter han til Skåne, og kongen iværksætter en retsag, der erklærer ham skyldig i majestætfornærmelse og frakender ham sin "ære, liv og gods". Da manden, er flygtet og ikke er i stand til at opdrives, fremstiller man en vellignede dukke. Som i en skuehenrettelse afhugges hånd og hoved. Hans våbenskjold blev smadret. Alle Kaj Lykkes godser og rigdomme blev inddraget af kongen. Dog får hans kone – Øllegård Gyllenstierne lov til at beholde 20.000 rigsdaler og Harridslevgård. 1662 arvede hun dog gården Bidstrup.

Bramming
Fra sin landflygtighed kæmper Kaj Lykke en brav kamp for genrejsning i sit hjemland. Kort efter dronning Sofie Amalies død i 1685 giver Christian V Kaj Lykke lov til at komme hjem – efter 24 år i landflygtighed. Kaj Lykke tager ophold hos sin hustru på Bidstrup – hun dør dog allerede et år efter hans hjemkomst, men han bliver boende. Øllegård Gyllenstiernes datter – Sofie Amalie – var gift med Johan Rantzau. Han gav ham ophold på Bramming Hovedgård i 1697 (nogle kilder nævner 1694). Her ankom han over 70 år gammel. Han døde i 1699 i en ulykke på vej hjem fra en fest på Endrupholm.

Kaj Lykkes Kranium

Kaj Lykkes kranium er karakteriseret ved at
være lille og have en vigende pande. Kaj Lykke blev begravet i 1699 eller måske i 1702, som der stod på hans kisteplade, som nu er forsvundet. Her havde han hovedet med i graven. I 1858 fik to unge medicinstuderende lov til at se graven og undersøge kraniet. De tog kraniet med tilbage til København, hvor det kom til Normal-Anatomisk Museum. Måske hav­de de unge studerende fået lov til at tage det med sig, måske havde de ikke – men det var i hvert fald ikke meningen, at det skulle forblive derovre.
Grunden til dette var at kraniet vakte stor opsigt. Det havde nogle træk tilfældes med et kranium fundet i Neandethal, Tyskland i 1856. Man havde en teori om at der var tale om en tidligere menneskerace. Andre forskere mente bestemt ikke, at der var tale om en tidligere menneskerace. Her var Kaj Lykkes kranium et godt modbevis på at det fundne kranie var forhistorisk. Dengang mente man at man kunne se folks personlighedhed ud fra deres kranium. Og Kaj Lykke måtte jo åbenlyst være idiot med sit lille hoved og sin voldsom tilbage­skrå­nen­de pande, som man sagde dengang. I dag mener forskere ikke, at man kan se folks intelligens ud fra deres kranium – og der er intet i Kaj Lykkes liv der tyder på at han var dum.
Kaj Lykkes kranium vakte stor opsigt, og var genstand for hidsige diskusioner langt op i 1900-tallet. Derfor var det utænkeligt at det skulle tilbage til sin grav.

Paul Lund og spøgerier

I Bramming tog man ingen særlig notits af at hovedet var væk. Indtil spø­ge­ri­er­ne begyndte. Vi ved ikke hvornår de begyndte; men vi ved, at spøgelseshistorierne blev brugt af Paul Lund i markedsføringen af sit vandrehjem, som han havde åbnede i 1939 på Bramming Hovedgård. Ifælge Paul Lund havde talrige gæster gennem årene flygtet fra vandrehjemmet på grund af spøgelset. Paul Lund fik også arrangeret en undersøgelse af Kaj Lykkes grav under Sankt Knuds kirke, hvor vi­den­skabsmænd fra Nationalmuseumet i København lavede omfattende undersøgelser i 1941, og dokumen­terede, at det kranium man havde i samlingen faktisk passede til resten af skelletet, og alstå var Kaj Lykkes kranium. Det øgede yderligere for interessen for Kaj Lykkes spøgeri.

Kraniet kommer tilbage til Bramming

Efter undersøgelsen tog forskerne kraniet med tilbage til København. Med tiden aftog interessen af kraniet, efterhånden som Neanderthals teorien blev bredt accepteret. I 1978 opdagede en journalist fra BT, der skrev om spøgelser på danske herregårde at kraniet stadig manglede. Han fik gennem daværende rigsantikvar Glob kraniet tilbage til Bramming. Oprindeligt var det tænkt, at det skulle tilbage i graven; men da man var bekymret for at nedbrydningen gik for hurtigt, anbragte man det i præstens pengeskab. I 1984 kom det til byhistorisk arkiv, og siden blev det overdraget til egnsmuset. Da egnsmuseet det i 1994 åbnede, blev det udstillet her.
/Robert Storm

Litteratur
Larsen, Tommi: Kaj Lykkes hoved. Lokal-årbogen, 1997
Benzon, Gorm: Danske Slotte og Herregårde, 1967
Husted, Vagn M.: Det skete ved Vibæk bæk [Kaj Lykke] . Lokal-årbogen, 1997
Larsen, Tommi: Kaj Lykke. Lokal-årbogen, 1996
Larsen, Tommi: Kaj Lykkes hoved. Lokal-årbogen, 1997
Lund, Paul: Kaj Lykke. 1973
 
Search
Copyright 2015. All rights reserved.
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu